Træningen
KTK86s vision er at være en triatlonklub baseret på et stærkt fællesskab, der løfter det enkelte
individs niveau og sikrer et inspirerende og motiverende træningsmiljø til både eliten og bredden.
Træningen med KTK86 foregår derfor sammen med klubbens øvrige medlemmer, hvor både bredde
og elite træner sammen. Træningen er struktureret af en aktiv cheftræner, der skaber en rød tråd i
træningen og sammenhæng mellem disciplinerne, som er med til at give træningen høj kvalitet.
Træningen er tilrettelagt så alle tre discipliner trænes i løbet af ugen. Klubtræningen er periodiseret
henover året hvilket betyder, at mere konkurrencespecifik træning ligger i foråret og sommeren.
Klubtræningen er opbygget omkring intervaltræning i alle tre discipliner og tekniktræning i svømning
og på løb. Det betyder, at distancetræning indenfor løb og cykling typisk aftales individuelt blandt
medlemmerne i klubben.
Hovedansvarlig underviser
Jens Petersen-Bach har været cheftræner i KTK86 siden december 2017. Jens startede med at dyrke
triatlon da han var 15 år (1999) og været professionel triatlet siden 2011. Jens har bl.a. vundet
Ironman København i 2013 og har flere podieplaceringer på ironmandistancen, som er hans favorit.
Jens’ PR på ironmandistancen er 8 timer og 7 minutter.
Jens har tidligere været cheftræner i Odense Triatlonklub og har siden 2010 også fungeret som
personlig træner for atleter på både elite og motionsniveau og favner dermed bredt i sin rolle som
træner.
Som cheftræner fokuserer Jens på:
– Fællesskab med plads til alle
– Fleksibilitet – rummelig træning
– Udvikling på alle niveauer
– Seriøsitet med plads til sjov
Jens er uddannet folkeskolelærer.
Kompentencer
Det er vigtigt, at der kommunikeres klart mellem KTK86 Eliteteam, trænere og Eliteudvalget så det bedst
mulige elitemiljø skabes. Desuden er Eliteudvalget ansvarlig for, at eliteatleternes resultater og “historier”
bliver kommunikeret både internt og eksternt. Ligeledes er eliteatleterne ansvarlige for at promovere KTK86
gennem sociale medier, såsom Facebook, Instagram (#ktk86) og Twitter.
Evnen til at lære via en proces – som triatlet er man sjældent topatlet i alle tre discipliner og
man bliver derfor i stand til at forstå sin udvikling som en proces, hvor det man er dygtig til,
og det man skal blive bedre til, spiller sammen.
– At strukturere og planlægge sin tid – med tre discipliner er det nødvendigt at planlægge
både sin træning og sin hverdag
– At indgå i et socialt sammenhold på tværs af aldersgrupper og niveau, hvor hold/klubånd er
højt prioriteret. Triatlon er en social sport – det er stort set kun konkurrencen, der foregår
individuelt.
Praktiske oplysninger
KTK86 har desværre ikke mulighed for at stille udstyr såsom cykel, cykelsko, våddragt osv. til
rådighed. Det er dog kun nødvendigt at anskaffe sig særligt udstyr, hvis man forventer at deltage i
konkurrencer eller ønsker at være med når klubben hhv. svømmer og cykler udendørs i
sommermånederne. Om vinteren svømmes der indendørs i svømmehal og cykling foregår også
indendørs i form af spinning. Hvis man cykler med udendørs er det et ufravigeligt krav, at man har
cykelhjelm på. Der er ingen krav til hvilken cykel man cykler på.
Når du starter med at træne med KTK86 skal du derfor blot have følgende udstyr:
– Løbetøj og sko
– Badetøj, badehætte og svømmebriller
– Evt. cykelsko til spinning og cykelbukser
Klubben arrangerer hvert år en træningslejr til Mallorca omkring påske, som man er velkommen til
at deltage i.